'Fredag morgen den 27. oktober 2017 afgik en medarbejder i en børneinstitution i Ringsted Kommune ved døden. Medarbejderen havde været på arbejde torsdag aften og blev fundet af en kollega tidligt fredag. Ingen børn har på nogen måde været involveret. Ifølge Midt - Og Vestsjællands Politi var der ikke nogen tegn på, at der var sket en forbrydelse.' står der i pressemeddelelsen.
Henrik Harder, der er direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune, siger til BT, at den 51-årige pædagog døde af naturlige årsager.
- Vi kender endnu ikke den præcise dødsårsag, men vi har fået oplyst, at hun er død af naturlige årsager. Vi ved, at hun formentlig er død sidst på natten, men vi har heller ikke det præcise tidspunkt. Det er en kollega, der finder hende omkring klokken 5.30,« siger han til BT.
Tinsoldaten er en døgnåben institution, hvor børn i alderen 0-6 år har mulighed for at være i dag- og aftentimer og overnatte i nattetimerne, hvis deres forældre arbejder om natten. Den 51-årige pædagog havde en vågen nattevagt, hvor hun var den eneste voksne til stede på institutionen.
Ekstra Bladet skriver, at proceduren på institutionen er, at der er to på job indtil klokken 23, herefter der kun er en ansat til stede frem til klokken 5.30. Den tilbageværende pædagog har en overfaldsalarm og en mobiltelefon, så hun kan få kontakt til ansatte på et nærtliggende plejehjem, ligesom hun har mulighed for at kontakte en bagvagt blandt kollegerne.
Henrik Harder understreger, at ingen af de børn, der sov hos Tinsoldaten den pågældende nat, skulle have lidt overlast i forbindelse med kvindens død.
Kvindens pårørende er underettet.