Det danske kvindelandshold står i næste uge over for Sverige i den første af to forventede skæbnekampe i VM-kvalifikationen.
De to nordiske hold er udråbt som favoritter i kvalifikationsgruppe 4, hvor kun den bedste er sikret direkte adgang til VM i 2019.
Derfor står der meget på spil, når landstræner Søren Randa-Boldt fredag 20. oktober sender sit hold på banen i Göteborg. Fire dage senere venter en udekamp mod Kroatien.
- Kampene mod Sverige er formodentlig gruppens to finaler.
- Sverige vil måske gå frem og forsøge at chokere os lidt fra start. Men ellers tror jeg, at de vil være lidt afventende. Det er et hold, der kører meget på omstillinger.
- Det bliver en meget lige og svær kamp. Men de har fordel af hjemmebanen, så jeg ser dem som favoritter, siger landstræneren.
Randa-Boldt kan glæde sig over, at Sverige må undvære holdets stærke angriber Lotta Schelin i Göteborg. Rosengård-spilleren er for tiden ude med skade.
- Hun er deres superangriber. Men de har nogle friske, unge angribere med i stedet for. De har været europamestre på U19.
- Men jeg skal jo ikke pibe, for jeg har Nadia Nadim, Pernille Harder og Katrine Veje i angrebet. Over hele banen tror jeg, at styrkeforholdet er meget lige, siger landstræneren.
- Hvis vi taber, så sætter vi os i den situation, at vi skal vinde resten af kampene, og så kan målscoren i sidste ende blive afgørende.
- Vi vil gå efter at vinde kampen i Sverige, og et point vil også være fint.
- Vi er ikke ude af VM-ræset, hvis vi taber. Gør vi det, så skal vi hurtigt komme os, siger Søren Randa-Boldt.
Danmark åbnede for tre uger VM-kvalifikationen med en udesejr på 6-1 i Ungarn, mens Sverige vandt 2-0 ude over Kroatien. Dermed er danskerne godt med, når gælder målscoren.
Netop Kroatien venter fire dage efter mødet med Sverige i Göteborg.
- Kroatien er meget på niveau med Ungarn. De er godt organiserede og kæmper virkelige godt.
- Kroaterne lader til, at de kan holde lidt længere ud end Ungarn, som knækkede mod os efter 70-75 minutter. Sverige scorede først til 2-0 i overtiden, så Kroatien bliver hårdere at knække, vurderer Randa Boldt.
Ud over Danmark, Sverige, Ungarn og Kroatien består kvalifikationsgruppe 1 af Ukraine.
Gruppens anden forventede finale, Danmarks hjemmekamp mod Sverige, afvikles 4. september 2018.
Kun en enkelt toer på tværs af syv kvalifikationsgrupper får lov til at følge de syv gruppevindere til VM.
/ritzau/