Med taktfaste slagord om en tryg tilværelse for danskerne har erhvervslederen Stine Bosse siden 2003 siddet i spidsen for forsikringskoncernen Tryg.
Men efter syv år som topfigur vil hun nu søge nye udfordringer. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
"Jeg er sikker på, at kolleger og medarbejdere vil modtage denne beslutning med samme beklagelse som jeg, og vi ønsker Stine held og lykke," siger bestyrelsesformand Mikael Olufsen.
Stine Bosse er født i 1960, uddannet jurist, og har i massevis af artikler og oplæg lagt vægt på, hvordan hun har set det som en fordel at være kvinde i toppen af dansk erhvervsliv.
For et par år siden kom det sågar frem, at Anders Fogh Rasmussens regering flere gange havde forsøgt sig med at få hende til at blive minister.
Men det er nok næppe en ministerpost, der trækker på nuværende tidspunkt.
"Det er efter grundig overvejelse, jeg er kommet frem til min beslutning. Jeg ønsker at have mere tid til andre opgaver i fremtiden og til min familie. Jeg har gennem de seneste år fået mange henvendelser om at deltage i bestyrelsesarbejde, og det vil jeg nu gerne have mere tid til," siger Stine Bosse i pressemeddelelsen.
Bestyrelsen vil onsdag drøfte, hvordan mulighederne for en afløser ser ud.