De fem kvinder, som skal en tur i danskeskoene og optræde med salsa, standard og tango foran det benhårde dommerpanel er nu fastlagt.
Szhirley, som i øjeblikket hitter med sangen Gl. Kongevej, var den sidste 'kendis-kvinde', som manglede før TV 2 kunne stille med fuldt hold.
- Jeg glæder mig til at skulle danse med en erfaren dansepartner. Han skal være en mellemting mellem pædagog og slavepisker, for det bliver en stor udfordring for mig at lægge kontrollen fra mig og kaste mig blindt i armene på en dansepartner, siger Szhirley til tv2.dk.
De fire øvrige kvinder som har sagt ja til at lære at danse foran millioner af landsmænd er ridebanespringeren Tina Lund, sangerinden Jette Torp, skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis og statsministerfruen Anne-Mette Rasmussen.
Den danske førstedame glæder sig til programmet. Hun elsker dans og musik.
- Musikken og det at bevæge sig til den, gør én så glad, siger hun til tv2.dk.