Ser man på antallet af skader, er kvindefodbold hårdere end herrefodbold.
Det viser en ny undersøgelse fra Norge, hvor forskere har undersøgt 181 spillere fra eliteserien i 2001. Her blev der rapporteret 189 skader, og det er flere end gennemsnittet for de mandlige spillere i landet. Det skriver norske forskning.no.
Kvinder er især mere udsat for korsbåndsskader, når de tørner sammen på fodboldbanen, end mændene er.
- Det findes ingen entydige svar på, hvorfor det er sådan, men forskning fra håndboldbanen peger blandt andet på hormonelle årsager, siger fysioterapeut Trine Moholdt til forskning.no.
Læge Agnar Tegnander forklarer, at noget tyder på, at kvinderne især bliver skadet lige før menstruationen, imens andre tal indikerer, at der især er risiko for skader omkring kvindernes ægløsning.
Skader på korsbånd er farlige, fordi de i flere tilfælde er så alvorlige, at de kan stoppe karrieren.
Faldeteknik
Små kropsforskelle hos mænd og kvinder kan også have betydning, forklarer Agnar Tegnander. Blandt andet er kvinder mere kalveknæede end mændene.
- Kvinder har også lettere ved at falde forkert, siger lægen.
Løsningen på de mange skader hos fodboldkvinderne kan derfor være, at de øver sig i at falde rigtigt. Desuden forskes der lige nu i, hvordan forskellige styrke- og balanceøvelser kan reducere antallet af knæskader.
Når der spilles kamp, øges risikoen for skader. Under træning får en spiller i gennemsnit 3,1 skader for hver 1.000 træningstimer. I kamp er det tal 23,6.