Det er i strid med ligestillingsloven, at Hotel Bella Sky i København har indrettet en etage med særlige værelser kun til kvinder.
Sådan lyder den afgørelse, som Ligebehandlingsnævnet nu har truffet i sagen om kvindeetagen, hvor 20 af værelserne er indrettet særligt til kvinder, der ønsker at være i fred for mænd.
Kvindeetagen på Hotel Bella Sky var blevet indklaget til nævnet efter Newspaqs artikel om nyskabelsen i den danske hotelbranche.
Men direktør Arne Bang Mikkelsen har i første omgang ikke tænkt sig at tage afgørelsen til efterretning og tillade mænd på 17. etape, der har fået navnet Bella Donna.
"Lige nu er vores reaktion, at vi har ingen planer om at ændre på Bella Donna-etagen. Det er hotellet, der bestemmer, hvor vores gæster skal bo. Hvis der kommer en mand og vil ind på 17. etage, så bliver han tilbudt 18. etage. Han kommer ikke ind på Bella Donna," siger han til Newspaq.
Hvis hotellet bliver anmeldt for at overtræde loven, så ser direktøren frem til at tage slagsmålet ved domstolene.
"Vi har fået lavet 20 dejlige værelser til kvinder indrettet efter de ønsker, de har. Sådan bliver det fortsat. Så må domstolene se på, om det er lovligt eller ulovligt, hvis vi bliver anmeldt," siger han.
Hotel Bella Sky i Ørestaden åbnede 16. maj, og kvindeetagen var på det tidspunkt den eneste af sin art i Europa. I USA og fjernøsten har hoteller længe haft mandefri etager.
Hvad er anderledes på en kvindeetage:
- Større brusehoved, en ekstra god hårtørrer og make-up spejl med forstørrelse.
- Flere puder, spejle i fuld kropsstørrelse, mange bøjler og kvindemagasiner.
- Minibaren indeholder juice, chokolade af høj kvalitet, champagne, vin og kildevand.
- Lounge med latte, grøn te, friskpresset juice og mulighed for at købe strømpebukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara mv.
- Der vil ikke være pornokanaler, sexlegetøj og intimmassage.