En ung afrikansk kvinde blev natten til lørdag voldtaget og mishandlet i København. Det foregik på Hotel Comfort i Colbjørnsensgade på Vesterbro.
Kvinden arbejder som prostitueret, og havde fredag aften en aftale med en 52-årig mand.
Aftalen endte ud med, at kvinden blev slået i ansigtet, voldtaget og udsat for anden kønslig omgang, oplyser Københavns Politis efterforskningsleder Thomas Dürr ifølge Politiken.
Da politiet ankom, var den 52-årige mand stadig på kvindens hotelværelse. Han er nu anholdt, men endnu ikke afhørt. Derfor ved man endnu ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.