En kvinde iført den burkalignende dragt niqab har for første gang vidnet i en retssag i Danmark.
Vidneudsagnet faldt ifølge TV2 News i en straffesag i Østre Landsret i august.
En række politikere er forargede over, at hun fik tilladelse til at vidne iført den traditionelle klædedragt.
"Jeg ville ikke være tryg ved, at man kun kan se øjnene på en, der vidner mod mig. Jeg mener generelt og principielt, at vi i dette samfund skal kunne se vores medborgeres ansigt," siger den konservative integrationsordfører Naser Khader til TV 2 News.
Østre Landsret understreger dog i sagen, at der ikke er tvivl om kvindens identitet.
Hun viste nemlig ansigtet overfor nogle af de kvindelige meddommere, og blev således identificeret med hendes kørekort.