27 år og 11 kilo.
Det lyder helt forrykt, men er virkelighed i Adelaide i Australien.
Her er en chokerende sag om mulig misrøgt kommet for dagens lys, efter ambulancefolk blev tilkaldt til en families hus.
En 27-årig sengeliggende kvinde blev konstateret død. Hun vejede kun 11 kilo, hvilket svarer til et toårigt barns vægt.
Gennemsnitsvægten for en 27-årig kvinde i Australien er 67 kilo, skriver The Herald Sun.
Årsagen til kvindens meget lave vægt kendes endnu ikke, men en obduktion skal fastslå de nærmere omstændigheder omkring hendes død og eventuelt bane vejen for et retsligt efterspil.
Politiet i Adelaide overvejer nemlig, om sagen skal føre til en sigtelse af forældrene for misrøgt.
En ekspert siger til avisen, at fejlernæring i yderste grad fører til organsvigt og i mange tilfælde en reduktion af knoglerne på op mod 30 procent, hvilket kan forklare den helt absurd lave vægt, som kvinden havde ved sin død.
Kilde: Herald Sun