En 42-årig kvinde stod natten til søndag ansigt til ansigt med to mænd iført elefanthuer. De fleste ville formentlig være løbet væk, så hurtigt de kunne, men den 42-årige kvinde valgte at gribe situationen en smule anderledes an.
Kvinden var ude at gå en tur i Hjerting ved Esbjerg, da hun mødte de to mænd, skriver jv.dk
-Jeg tager et billede af jer, meddelte hun de to - hvorefter de tog benene på nakken og stak af.
"Ret friskt af hende," siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg.
Han vil ikke udelukke, at kvinden har forhindret indbrud i området - dem har der nemlig tidligere været en del af i kvarteret.
Hvis du ved, hvem de to hætteklædte mænd er, hører Syd- og Sønderjyllands Politi gerne om det på telefonnummer 114.