Et skænderi mellem to bekendte udviklede sig lørdag aften livstruende for en 55-årig mand, da han blev stukket i ansigtet og halsen af en et år ældre kvinde.
Knivstikkeriet fandt sted uden for en lejlighed på Jens Baggesens Vej i det vestlige Aarhus.
- Vi får klokken 20.25 en anmeldelse om noget uro mellem to personer, som kender hinanden. Da vi kommer derud, er manden blevet stukket flere gange i kinden og en enkelt gang i halsen, fortæller Carsten Dahl, vagtchef ved Østjyllands Politi.
- Manden blev kørt på hospitalet og opereret. Det forlød i første omgang, at han var i livsfare, men det er han ikke længere, siger vagtchefen.
Politiet har endnu ikke fundet gerningsvåbnet.
Kvinden er anholdt og befinder sig på politigården i Aarhus. Hun ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.
Både manden og den 56-årige kvinde er kendt af politiet i forvejen.
/ritzau/