Det må have virket som en god idé, da hun gjorde det. Men en 49-årig kvinde skulle nok lige have tænkt sig om en ekstra gang, før hun lagde en annonce om freelance arbejde på den populære hjemmeside Craigslist.
Bag den uskyldige titel lå et mere grumt job - men det fortalte hun kun til dem, der henvendte sig på mail. Hun søgte nemlig efter en lejemorder, der kunne gøre det af med hustruen til en mand, som hun selv havde en affære med. For det job ville hun betale 5.000 dollars svarende til cirka 25.000 kroner.
Til dem, som ville høre nærmere om jobbet, sendte hun både navn og arbejdsadresse på kvinden, hun ville have ryddet af vejen og gav arbejdsbeskrivelsen: At udradere en kvinde.
- Jeg har set en del syge ting, men jeg har personligt aldrig hørt om noget som det her, hvor en person åbenlyst leder efter en lejemorder, siger FBI s chef i Sacramento, Drew Parenti, til AP.
Myndighederne mener, det er første gang, man decideret har annonceret efter en lejemorder. Sagen kommer nu for retten i Nordcalifornien.