Flere mennesker var øjenvidner, da en nordsjællandsk kvinde onsdag eftermiddag brutalt blev slået ned på åben gade.
Volden skete på Hillerødvejen i Lynge, oplyser politiet.
Hendes eks-mand på 60 år brugte en hammer som våben, da han overfaldt hende, oplyser vagtchef Ole Hestbæk i Nordsjællands Politi.
- Hun er indlagt på Rigshospitalet med kraniebrud og er uden for livsfare, siger han.
Det var forbipasserende, som slog alarm til politiet om den farlige vold lidt før klokken 15. Kort efter blev manden anholdt.
I første omgang sigter politiet ham for at ville slå kvinden ihjel. Han ventes fremstillet for en dommer torsdag, hvor en anklager vil kræve ham fængslet.
Politiet valgte i øvrigt at afspærre vejen i et par timer i forbindelse med undersøgelserne.
/ritzau/