En 68-årig kvinde blev onsdag eftermiddag kørt til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter at hun satte ild til sig selv på Sorø Rådhus.
Politiet modtog klokken 14.00 anmeldelsen om kvindens desperate handling.
Hun blev med ambulance kørt til Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger på brystet og i ansigtet.
SN.dk skriver, at kvinden virkede ked af det, da hun trådte ind ad døren til Borgerservice. Hun gik ud på toilettet, og da hun kom tilbage satte hun ild til sig selv.
- Det sker inde i selve informationen i Borgerservice, siger vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til nyhedsbureauet Ritzau.
Det var personalet på rådhuset, der fik ilden under kontrol.
- Personalet fik meget hurtigt slukket ilden, og der har været stor ros til personalet fra brandvæsenet, siger Gert Jørgensen, der er konservativ borgmester i Sorø Kommune, til SN.dk.
Han oplyser til det regionale medie, at personalet i samarbejde med Vestsjællands Brandvæsen har talt hændelsen grundigt igennem, og at de alle har fået tilbudt psykologhjælp.