Et udsædvaneligt syn mødte i sidste uge et par tyske skovhuggere i De Bayerske Alper. En hvid sports-bh hang og blafrede på den kabellift, der transporterer træstammer ned ad bjergskråningen.
Skovhuggerne alarmerede politiet, der fra en helikopter spottede bh'ens ejer - en vildfaren amerikansk bjergbestiger. Hun havde dog beholdt resten af tøjet på.
Klog pige
Kvinden, den 24-årige Jessica Bruinsma, var blevet væk på en vandretur med en veninde og var faldet fem meter ned fra en skrænt. Med et brækket ben og skulderen vredet af led fandt hun på at bruge bh'en som nødsignal, ved at kaste den op på den kabellift, som sendte den ned til de måbende skovhuggere.
I Sydtyskland siger politiet, at kvindens alternative nødsignal muligvis har reddet hendes liv.
- Hun er en klog og handlekraftig pige. Hun beholdt sin jakke og sin trøje på, men tænkte at sports-bh'en kunne fungere som nødsignal, siger Lorenz Rasp, som stod for redningsaktionen.
Klar til marathon
Da politiet fandt hende efter tre dages søgen, havde Jessica Bruinsma ligget 70 timer på klippeskrænten, Hun var heldigvis i god form og har planer om at gennemføre en marathon.
- Hun har klaret sig så fint, fordi hun er i god form. Hun har trænet til marathon, og regner med at gennemføre på 3 timer og 10 minutter, siger Lorenz Rasp.
Foreløbig er Jessica Bruinsma dog draget hjem til Colorado, hvor hun bor.