En mor og hendes to små børn blev nytårsnat reddet fra en truende brand i Over Jerstal ved Vojens, skriver DR Syd.
Det var en beboer i området, som ved et-tiden var ude at gå, og som opdagede, at ild i en garage var ved at brede sig til det nærliggende hus. Hun fik banket beboerne op, oplyser politiet.
Flammerne i garagen skyldtes fyrværkeri.
Garagen udbrændte totalt, men brandfolk kom frem og forhindrede ilden i at brede sig til huset. Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi roser den handlekraftige kvinde.
- Det var meget heldigt, at beboeren kom forbi. Det var super og et fantastisk arbejde af den beboer, at hun fik dem ud. For det kunne være endt rigtig galt, siger Bjørn Pedersen ifølge DR Syd.
/ritzau/