- Hjertet er unikt. Det gir os liv hver dag og rummer alle vore følelser. Men vi ved stadig for lidt om, hvordan vi passer bedst muligt på det.
Sådan skriver journalist Trine Panum Kjeldsen, en af de mange kendte hjerteambassadører, der fra i dag slår et slag for kvindehjerter.
Start i dag
Hjerteforeningens kampagne Kvinder længe leve skal indsamle 15 millioner kroner på fem år, så der kan forskes mere i hjertesygdomme og kvinder.
Baggrunden er det skræmmende faktum, at hver tredje kvinde dør af en hjertesygdom.
- Alt for mange kvinder tænker ikke over, at hjertesygdomme også rammer dem. Men heldigvis kan risikoen for hjertesygdomme mindskes ved at leve sundt. Hellere starte i dag end i morgen, siger overlæge på Rigshospitalet og formand for Hjerteforeningen Henrik Sillesen.
Husk de gode råd
Spis sundt, motionér, kvit tobakken og hold igen med promillerne - det er vejen til det eftertragtede sundere liv med mindre risiko for hjertesygdomme.
Men kampen mod hjertesygdomme skal ikke indledes i livets efterår, hvor de fleste kvinder får hjertesygdomme.
- Det er en sygdom, der grundlægges i puberteten. Fedtet sætter sig i årerne, men du får først blodproppen, når du er over 50 år. Derfor skal også unge kvinder tænke på, hvordan de lever og huske sundhedsrådene, fortæller Henrik Sillesen.
Drop smøgerne. Rygere har dobbelt risiko for blodprop i hjertet.
Motionér. Det sænker risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Hids dig ikke op. Forhøjet blodtryk er farligt og øger risiko for blodpropper.
Undgå kolesterol: Dit kolesteroltal må ikke være over fem.
Tab dig: Overvægt kan forhøje blodtrykket og medføre type 2-diabetes.
Undgå sukkersyge: Diabetes øger risiko for hjertekarsygdomme tre gange.
Slap af: Meget tyder på, at stress kan medvirke til hjerte-kar-sygdomme.
Spis sundt: Spis fedtfattigt, fisk, magert kød, grønt, frugt og fuldkornsbrød.
Hvad er hjertekarsygdomme?
Hjertekarsygdomme skyldes,
at kolesterol har aflejret sig i pulsårerne, der bliver forsnævret, så
der ikke kommer nok blod igennem. Særligt i hjertets kranspulsårer, som
forsynet hjertemusklen med blod og ilt. For lidt blod til hjertet kan
give brystsmerter. En blodprop i hjertet er farligt. Jo hurtigere, du
kommer på et hospital, jo større er chancen for at skaderne begrænses,
og du kan genoptage dit normale liv.
Kilde: Hjerteforeningen