En 33-årig kvinde gik mandag aften amok med en økse, da faren til hendes toårige datter ville aflevere barnet til moren i Nykøbing Falster. Det oplyser politiet i Nykøbing Falster.
Ifølge TV 2 Øst havde faren netop afleveret barnet, da den 33-årige mor begyndte at slå løs på forruden med en økse. Ved siden af manden i bilen sad hans nye kæreste, og den vrede kvinde fortsatte om til sideruden, hvor hun slog løs med øksen. Da sideruden smadrede, har moren tilsyneladende tabt øksen, og hun greb fat om den nye kæreste med hænderne. På det tidspunkt havde faren samlet sig så meget oven på forskrækkelsen, at han kunne køre væk.
Den 33-årige kvinde er blevet anholdt og sigtet for forsøg på vold mod mandens nye kæreste.