Både en 42-årig kvinde og tre unge mænd er skyldige i drabssagen fra Maribo, og de skal alle fire 12 år i fængsel, skriver P4 Sjælland.
Selvom kvinden ikke medvirkede direkte til drabet, skal hun altså også 12 år bag tremmer - fordi hun hjalp de tre unge mænd ind i lejligheden.
- Man lagde vægt på, at hun det var på hendes foranledning at drabet var begået, men at hun jo ikke selv havde udført drabet siger anklager Bente Schnack.
Med hensyn til den lange fængselsstraf til de tre unge mænd siger hun:
- Man lagde vægt på, at det var et meget bestialsk drab, der blev begået i ofrets eget hjem.
Anklageren er godt tilfreds med strafudmålingen.
Kvinden hjalp mændene, så de kunne komme ind i opgangen til lejligheden, hvor det 47-årige offer boede.
Via indsmigrende snak i dørtelefonen lokkede hun manden til at åbne, og derefter gik de tre til angreb.
Først gav de ham en dosis peberspray, og derefter slog de løs på ham med rørtænger, inden de til sidst skar halsen over på ham.
De tre mænd er 20 og 19 år. De har fortalt, at de gik i aktion, da de havde hørt kvinden berette om sit tidligere forhold til den 47-årige.
Selv har den tiltalte kvinde fortalt i retten, at offeret havde tævet og ydmyget hende.
Under sagen har hun dog nægtet, at hun vidste, hvad det ville ende med.
- De skulle snakke med ham. Og nødvendigvis bede ham om at lade mig være i fred og give mig luft. Jeg havde fået nok, han skulle lade mig være i fred, har kvinden sagt.