En 24-årig kvinde og hendes to børn på henholdsvis fire og seks år blev lørdag middag fundet dræbt i deres hjem i den østlige del af Sønderborg.
Det oplyser kriminalpolitiet. Børnenes far er anholdt og sigtet for drabene. Ifølge politiet foregik anholdelsen af den drabssigtede 32-årige mand helt »udramatisk«.
Politiet blev tilkaldt kort før klokken 13 lørdag eftermiddag, da et andet familiemedlem havde tilkaldt politiet. Gerningsmanden havde tilsyneladende kvalt moderen og den seks-årige dreng, mens den fire-årige piges halspulsåre var blevet skåret over med en kniv.
»Politiet har kendskab til, at parret gennem flere år har boet sammen, men for ca. seks måneder siden flyttede moderen og børnene til den lejlighed, hvor drabene har fundet sted. Der er tale om etniske danskere. Hverken den dræbte kvinde eller den anholdte formodede gerningsmand er tidligere kendt for noget kriminelt,« oplyser kriminalinspektør Peder Pedersen i en pressemeddelelse.
Den anholdte 32-årige far vil blive afhørt i løbet af lørdag aften, ligesom der lørdag aften fortsat blev foretaget tekniske undersøgelser i lejligheden. Manden bliver fremstillet i grundlovsforør ved Kriminalretten i Sønderborg søndag kl 12.