Onsdag skete der en større ulykke på Køge Bugt Motorvejen nær afkørslen til Vallensbæk i retning mod København. En mor og hendes to børn meldes dræbt, og to andre er kvæstet.
"Der sker det, at en bil med tre personer standser i inderbanen ved afkørslen. Bagfra kommer en bil med motorvejshastighed og kører direkte op bagi," siger vagthavende Kim Madsen til tv2.dk
De tre dræbte sad alle i bilen, der holdt stille.
Efterfølgende blev motorvejen spærret fra Ishøj til Vallensbæk i retning mod København.
Politiet kan endnu ikke svare på, hvorfor bilen holdt stille i inderbanen.