Det endte helt galt, da en 24-årig mand fra Brønshøj ringede efter en 28-årig prostitueret kvinde.
Et skænderi udviklede sig voldsomt og endte i en blodig kamp, der har sendte begge personer på hospitalet.
Ifølge efterforskningsleder ved Københavns Politi, Gunnar Nørager, mødte der politiet et skræmmende syn, da de ankom til lejligheden i Brønshøj.
"Da vi ankommer, ser vi en nøgen mand, der står nede på gaden. Han har snitsår på kroppen. Oppe i førstesalslejligheden sidder en nøgen kvinde, der også har skader på kroppen," siger Gunnar Nørager til Newspaq.
Det er borgere i området, der har ringet til politiet, og det har været et særdeles blodigt opgør.
"Der er blod overalt i lejligheden. Vi formoder, at der er brugt et samuraisværd og knive i slagsmålet. Kvinden er meget ilde tilredt og ligger lige nu på operationsbordet," forklarer efterforskningslederen.
Hvorfor manden og kvinden endte i et voldsomt opgør, ved politiet ikke, da begge er så hårdt medtaget, at de ikke er blevet afhørt endnu. Men politiet mener, at kvinden er ankommet til lejligheden på bestilling som prostitueret.
De er nu begge blevet sigtet for at ville slå hinanden ihjel.
"Vi er stadig ikke helt klar over, hvad der er sket, så vi har valgt at sigte dem begge for overtrædelse af loven. De bliver sigtet for drabsforsøg, oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Gunnar Nørager," overfor ekstrabladet.dk.