Kinesiske Yang Huiyan har haft nogle sløje dage på kontoret den seneste tid ...
Ejendomsmogulen, som ejer og står i spidsen for Country Garden, var for et par år siden en af Kinas rigeste mennesker, men milliardæren har tabt ikke mindre end 84% af sin formue de seneste to år. Alene i tirsdags tabte hun 3,2 milliarder kroner på aktiemarkedet. I alt har hun de seneste par år tabt over 28,5 milliarder $, svarende til 194 mia. kroner.
Det er naturligvis ikke sådan "rigtige penge" og opsparede midler, som uheldige fru Huiyan har gamblet med og tabt, men naturligvis værdien i hendes firma Country Garden, som er i frit fald.
For et par år siden gik bunden ud af mange store kinesiske ejendomsfirmaer, som ellers stod for svimlende 30 % af landets bruttonationalprodukt. Men for meget byggeri og for store visioner og prisansættelser, fik markedet til at vende rundt på en tallerken under corona-pandemien, og det største firma af dem alle, Evergrande, gik konkurs og trak en flodbølge af konkurser og hårde tider for branchen med sig.
Og altså også for Country Garden, som engang var Kinas største ejendomsselskab og bygherre, men nu har svært ved at klare sine udeståender ifølge CNN. Firmaet har 30 dage til at finde en redningsplan, ellers kan det ende som føromtalte Evergrande, spår analytikere.
Kina har før holdt hånden under disse kæmpe firmaer, men gør det ikke længere. Country Garden blev børsnoteret i 2007 og har været en lang succeshistorie, men under og efter corona-tiden, har det været en stor nedtur.
Man må håbe, at Yang Huiyan har stukket noget til side til hårdere tider, som kan komme meget snart.