Pas på nøglekortet hvis du og din ægtefælle bliver enige om at lade jer skille.
Så enkelt lyder advarslen fra Nordsjællands Politi, efter en 40-årig thailandsk født kvinde er blevet frataget alle sine rettigheder i forbindelse med en skilsmisse fra sin 10 år ældre danske ægtefælle fra Humlebæk. Det skriver Helsingør Dagblad.
Husbonden udfyldte i maj i år skilsmissepapirene på internettet og havde til det brug også anskaffet sig sin hustrus Nem-Id nøglekort. Han klikkede flere felter af i de elektroniske skilsmisseformularer på internettet, hvilket betød at hustruen uden at vide det frasagde sig ejerskabet til parrets andelsbolig i Humlebæk, hustrubidrag og tillige sin permanente opholdstilladelse i Danmark, som ophører når hun er blevet skilt.
Manden brugte nøgler fra sit eget og hustruens Nem-Id til at dokumentere oplysningerne i formularerne og trykkede "send". I samme sekund var parret skilt.
En svoger til den 40-årig kvinde blev dog mistænksom, da han senere læste om svigerindens vilkår i skilsmissepapirerne fra Statsforvaltningen. Sagen blev anmeldt til politiet, som nu har sigtet den 50-årige mand for groft bedrageri og dokumentfalsk.