Opdateret kl. 12:34
En 44-årig kvinde er onsdag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet, efter at en mand tirsdag blev fundet død i en lejlighed på Amager.
Kvinden henvendte sig ved middagstid tirsdag til en medarbejder fra sociolansen og fortalte, at der lå en død mand i en lejlighed i Vermlandsgade.
Sociolansen formidler blandt andet kontakt mellem socialt udsatte og relevante sundheds- og socialtilbud.
Politiet fik anmeldelsen klokken 12.33, og på et opholdssted for socialt udsatte blev en 46-årig mand fundet død.
Kort efter blev kvinden anholdt.
- Hun er sigtet for drab, subsidiært vold med døden til følge, og hun bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør, fortalte Søren Lauritsen, der er central efterforskningsleder i Københavns Politi, tidligere onsdag.
I grundlovsforhøret kom det frem, at manden blev dræbt ved stump vold mod hovedet og kroppen, skriver Ekstra Bladet som var til stede ved retsmødet.
Politiet har tidligere oplyst, at hun nægter sig skyldig i sigtelsen. I grundlovsforhøret ønskede hun ikke at udtale sig, skriver Ekstra Bladet.
Dommeren besluttede at varetægtsfængsle hende i 19 dage for dødsvold.
Ifølge den centrale efterforskningsleder kendte de to hinanden i forvejen.
- Men vi har ikke noget konkret motiv til drabet, siger han.
/ritzau/