Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt sent mandag aften en ung kvinde, som var fører af den bil, der fredag den 1. december kort før midnat i Haderslev påkørte en 51-årig mand. Manden afgik efterfølgende ved døden.
Påkørslen fandt sted i Laurids Skaus Gade kort før midnat fredag, og politiet har tidligere meldt ud, at manden af ukendte årsager faldt ud på kørebanen og kort efter blev påkørt. Faldet skyldtes ikke, at andre personer skubbede ham.
Den unge kvinde tog mandag aften gennem sin familie kontakt til politiet og blev efterfølgende anholdt. Under afhøring tirsdag erkendte kvinden påkørslen, men forklarede, at hun ikke var klar over, at det var en person, hun havde påkørt.
Politiet anser sagen for opklaret og har sigtet kvinden for uagtsomt manddrab og for at have efterladt en anden person i hjælpeløs tilstand.
Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er grundlag for en varetægtsfængsling.