En fransk kvinde, der som den første patient nogensinde fik transplanteret dele af en anden persons ansigt, er død "efter længere tids sygdom". Det oplyser det franske hospital, hvor hun var indlagt.
Isabelle Dinoire fik i november 2005 transplanteret næse, læber og hage fra en hjernedød patient, efter at hendes eget ansigt var blevet skambidt af en hund.
Hospitalet skriver i en meddelelse, at hendes sygdom og død er holdt uden for offentlighedens kendskab af hensyn til hendes familie.
Avisen Le Figaro skriver, at kvindens krop afviste transplantatet sidste år, og at hun til dels havde mistet brugen af sine læber.
Den medicin, hun har taget for at forhindre, at kroppen afviser de transplanterede ansigtsdele, har medført en forhøjet risiko for kræft.
Dinoire udviklede to tilfælde af kræft, skriver Le Figaro.
Hun var 38 år, da hun fik sit nye ansigt på et hospital i byen Amiens i det nordlige Frankrig.
Dinoire var blevet skambidt af en hund og havde mistet næse og læber. Hun fik transplanteret væv, muskler, arterier og vener fra en hjernedød donor.
Hendes tilstand efter den 15 timer lange operation var ifølge lægerne "fremragende".
- Det er et meget spændende gennembrud. Men vi ved stadig ikke, om vi kan tale om en succes på længere sigt, hed det dengang i en kommentar fra plastikkirurgen Michael Earley ved Mater Hospital i Dublin.
Dengang sagde lægerne, at kvinden risikerede, at hendes immunsystem ville afvise det nye væv.
I andre organtransplantationer sker dette for omkring 10 procent af patienterne i det første år efter deres operation. På længere sigt sker det for mellem 30 og 50 procent.
Verdens første ansigtstransplantation blev udført af Jean-Michel Dubernard, der er specialist ved Lyons hospital.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.