For en 62-årig kvinde betød nytåret et ubehageligt sammenstød med politiet.
Uden at se sig for trådte hun i nat ud foran en politibil, der kom kørende ad Hovedvejen i Glostrup. Det betød både kraniebrud og bækkenbrud, da hun ramte forruden på bilen, oplyser vagthavende ved Københavns Vestegns Politi i Glostrup.
Politibilen kørte cirka 70 kilometer i timen – som det er tilladt på strækningen – uden udrykning og var på vej rundt i området på patrulje, da kvinden pludselig trådte ud fra midterrabatten.
Den 62-årige ramte bilen med så stor kraft, at dens forrude blev smadret, og hun blev slynget hen over bilen. Hun meldes dog uden for livsfare.