Christina Søndergaard, der under rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro i går fik otte slag med en politiknippel vil klage over behandlingen. Det fortæller hun TV 2 News
Videoklip af politiets hårdhændede håndtering af de siddende demonstranter er gået alle medier rundt. Specielt har Christina Søndergaards otte knippelslag skabt furore.
Klippene viser, at flere betjente går frem mod de siddende demonstranter, og slår Christina Søndergaard syv gange på kroppen, benene og ved hovedet.
Da hun kommer på benene og forsøger at komme væk fra politiet, slår betjenten hende ottende gang i ryggen med en kraft så stor, at hun synker i knæ.
"Vi sidder fredelig og roligt og bruger kun kroppen, så jeg troede, at de blot ville bære os væk. Jeg er meget chokeret over politiet," siger Christina Søndergaard til TV 2 News.
Men ifølge politidirektøren skal hverken hun eller andre gøre sig forhåbninger om, at få noget ud af at klage.
"Ud fra det jeg har set og ved, var det en meget vanskelig opgave, som blev løst på helt fortrinlig vis af samtlige medarbejdere," sagde Johan Reimann, der er Københavns politidirektør.
Politidirektøren vil ikke udtale sig om den enkelte optagelse af de otte slag mod Christina Søndergaard.
Den frivillige organisation Kirkeasyl har endnu ikke overblik over, hvor mange som vil deltage i en klage over politiet i forbindelse med rydningen af kirken.