Soden tegner sorte streger over vinduet til den lejlighed, der kort før midnat udbrændte totalt. Røgen blandede sig med lyden af sirener på Nørrebor torsdag aften. Branden kostede en 57-årig kvinde livet, det oplyser Københavns Politi til Newspaq.
Der stod flammer ud af vinduet på tredje sal, og hele ejendommen måtte evakueres.
Den afdøde kvinde boede alene i lejligheden på Ravnsborg Tværgade, men skaderne fra den voldsomme brand er så store, at det ikke kun er den afdødes lejlighed, der har taget skade.
"Det har været nødvendigt at genhuse i hvert fald en beboer. Der var så store skader på vedkommendes lejlighed, at den er ubeboelig," siger John Hansen fra Københavns Politi til TV 2.
Årsagen til branden er endnu ukendt oplyser Københavns Politi til Newspaq.