Østjyllands Politi har anholdt en 21-årig mand, som mandag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for forsøg på voldtægt af særlig brutal og farlig karakter begået mod en 37-årig kvinde.
Det skriver TV2 Østjylland.
Voldtægtsforsøget blev begået mod kvinden søndag i hendes lejlighed i Randers, oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Østjyllands Politi oplyser at voldtægtsforsøget var så voldsomt, at kvinden har været i livsfare - men at hun ikke er det længere.
Ifølge politiet lykkedes det kvinden at slippe væk fra lejligheden, og via en ven fik hun slået alarm til politiet.
Klokken 21.25 kunne politiet så anholde den 21-årige mand, som på det tidspunkt fortsat var i kvindens lejlighed i Randers.
Det er endnu sparsomt med oplysninger i sagen, og Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til mandagens grundlovsforhør.
Derfor ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagen yderligere.