En 25-årig kvinde, der onsdag aften fik voldsomt stød af en køreledning ved godsbanen i Valby, ligger nu i kunstigt koma med kraftige forbrændinger.
Det oplyser sagsleder Bo Kluxen fra Københavns Politi.
- Hun har det rigtig skidt, for hun er forbrændt på omkring 60 procent af kroppen, hvilket jo er rigtig meget. Så hun skal formentlig ligge i koma i nogle dage endnu, så hun kan hele, siger sagslederen.
Ulykken skete, fordi kvinden "i kådhed" klatrede over et to meter højt hegn ind til et indhegnet område ved godsbanen i Valby.
- Hun kravlede op på et holdende godstog og rejste sig op. Idet hun gjorde det, blev hun angiveligt ramt i hovedet af en ledning og fik kraftig strøm igennem sig, siger Bo Kluxen.
Efterfølgende faldt hun ned på toget og blev hevet ned af den veninde, hun var sammen med.
Onsdag aften var det endnu uklart, hvorfor den 25-årige kvinde var kommet galt afsted.
Først forlød det, at det var en løsreven køreledning, der havde ramt hende. Men det blev afvist af Banedanmark, som ikke havde konstateret fejl på anlægget.
Ulykken skete kort efter klokken 18 på Vigerslev Godsvej i Valby.
Den 25-åriges pårørende er underrettet.
/ritzau/