En vietnamesisk politimand fik sig et chok, da han sidste lørdag blev kaldt ud til nogle skovhuggere, som havde fanget »en vildmand«, der havde stjålet deres mad. »Vildmanden« viste sig nemlig at være politimandens datter, der var forsvundet 18 år tidligere.
Pigen forsvandt som otteårig, mens hun vogtede køer. Hun har tilsyneladende levet i junglen lige siden. Da hun blev fundet, var hun nøgen og ude af stand til at tale. Hendes far fortæller til en lokal avis, at han har forsøgt at få hende tilbage til et normalt liv, men at hun ikke vil bade, gå med tøj eller spise med spisepinde. Efter et par dage begyndte hun dog at være lidt mere villig til at samarbejde med ham.
»Det er ikke let, men hendes liv venter forude,« siger faren ifølge Reuters.