Det var noget af en uhyggelig overraskelse, der ventede et par, da de var ude at gå en tur ved Varde Å 1. juledag. Liget af en kvinde dukkede pludselig op i åen.
Kvinden, der endnu ikke er blevet identificeret, er mellem 55 og 60 år, skriver JysdskeVestkystens netavis.
Umiddelbart frygter politiet ikke, at der er tale om en forbrydelse i forbindelse med kvindes død. Det fortæller vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen til avisen.
Falck bjærgede liget, der vurderes at have ligget i vandet i mellem en og tre dage.
Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere kvinden. Hun beskrives som 170 centimeter høj. Hun er spinkel af bygning og har mellemblondt til mørkt hår. Kvinden bar en rød jakke af mærket Bison og et par mørke joggingbukser af mærket Basket Jeans.