- I kan bare forlade kvinden, vi sender en patruljevogn, når vi får tid.
Den besked gav politiet to mænd, da de ringede til norsk politis nødlinje den 16. maj.
De to mænd havde fundet en meget påvirket og hjælpeløs kvinde i en tunnel. De to forbipasserende kunne ikke få kontakt til hende og valgte derfor at ringe efter hjælp.
Men hjælpen kom aldrig, for en uge senere fandt en forbipasserende liget af en kvinde i tunnelåbningen. Kriminalteknikere og efterforskere fra Bergen blev sendt til stedet.
- Jeg har ikke selv været der, men jeg har snakket med dem, der var. Ifølge dem kunne det virke som om den afdøde havde ligget der længe, siger politiinspektør Tove Lian Mathiesen til Bergens Tidende.
Politiet regner med, at kvinden er død af en overdosis. Hun skal obduceres og undersøges i dag, før hun kan blive endeligt identificeret.
Politiet i Bergen vil ikke erkende, at de har gjort noget galt i situationen.
- Vi vurderede situationen. Der var intet, der tydede på, at kvinden var i nød, siger vicepiolitimester John Reidar Nilsen.