For en norsk kvinde blev mødet med landets sundhedssystem til et usandsynligt mareridt. Hun opsøgte skadestuen i Oslo, fordi hun havde smerter i forbindelse med sin graviditet.
Under besøget på skadestuen aborterede kvinden, og den vagthavende læge rådede hende til at tage på sygehuset for at blive behandlet. Indsmurt i blod og med stærke smerter blev kvinden sendt ud i en taxa – og med sig fik hun en plastikpose med det tre måneder gamle foster, skriver Aftonbladet.
Kvinden ønsker at være anonym, men hun har fortalt sin historie til den norske tv-station NRK. Hun beskriver turen til sygehuset i Ullevål og ventetiden på halvanden time som »det mest ydmygende, jeg nogensinde har været udsat for«.
»Da jeg sad på Ullevål med sko og tøj smurt ind i blod og med den hvide plastikpose i min taske, så føltes det, som om jeg sad på en scene, hvor folk bare gik forbi,« siger kvinden til NRK.
Sundheds- og socialombudsmanden i Norge, Petter Holm, er rasende over håndteringen af sagen, og han har nu sendt en klage til det norske ’Helsetilsynet’.
Men klinikchefen i Ullevål, Björn Busund, mener ifølge Aftonbladet ikke, at kvinden blev forkert behandlet.