En 39-årig kvinde blev i går varetægtsfængslet i tre uger for et knivoverfald på en anden kvinde. Overfaldet skete i går morges på Lerhusvej i Højbjerg, hvor den 39-årige kvinde sneg sig ind til sit 30-årige offer gennem en ulåst hoveddør.
Mens den 30-årige lå i sin seng, stak den 39-årige hende flere gange, inden det lykkedes offeret at flygte og få tilkaldt hjælp. Hun blev hårdt såret, men er uden for livsfare. De to kvinder er bekendte, men politiet kender fortsat ikke motivet for overfaldet.
Den 39-årige blev pågrebet af politiet i sit eget hjem kort efter overfaldet, og blev i går fremstillet i grundlovsforhør. Her blev hun fængslet i surrogat på Psykiatrisk Hospital i tre uger. BRST