Den 41-årige Linda Nielsen fra Skanderup ved Kolding er i Vestre Landsret blevet idømt 13 års fængsel for drabet på Jørn Brøgger Lund i Skodborg ved Vejen i januar sidste år.
Dermed har landsretten stadfæstet den hårde dom, som et nævningeting i Retten i Esbjerg idømte Linda Nielsen i januar.
Den 42-årige landmand og entreprenør blev fundet nøgen i soveværelset på sin gård, hvor han på sadomasochistisk vis var bundet til sengen.
Han var død af flere tunge slag i hovedet og havde også fået halsen skåret over. Forinden var han forsøgt kvalt.
Både landsret og byret har idømt en straf, der er længere end det sædvanlige i drabssager. Det er sket på grund af de særligt skærpede omstændigheder.
Retten finder, at drabet var meget nøje planlagt, og at kvinden udnyttede mandens følelser og det, at han tændte på sexlege.
Den 42-årige mand var kvindens ekskæreste. Retten har lagt vægt på, at han under påskud af, at de skulle have seksuelt samvær, var gået med til at blive bundet, så han var værgeløs.
Flagline og kroge til at blive bundet med havde manden selv købt dagen forinden i Trælasten i Vejen.
Et afgørende punkt i sagen mod kvinden har været, at hendes dna blandt andet er fundet på den flagline, han var bundet med.
/ritzau/