En kvinde har mistet livet i en brand natten til lørdag i Stilling.
Brandvæsenet og politiet fik meldingen om kraftig røg og store flammer klokken 02.38, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den omkomne er en 81-årig beboer i en ældrebolig i Rytterparken, skriver TV2.
- Vi kender ikke brandårsagen, siger vagtchef Svend Pedersen.
Den brandtekniske undersøgelse vil blive indledt i den kommende uge, oplyser han.
Kvinden blev fundet ved siden af sin seng.
Fredag aften opstod der i øvrigt brand i en anden ældrebolig i Humlebæk.
En 73-årig mand døde formentlig af røgforgiftning. Politiet tror umiddelbart, at der opstod brand i en brødrister.
/ritzau/