Tirsdag morgen rykkede Midt- og Vestsjællands Politi til en anmeldelse om et knivoverfald i Fårevejle Stationsby i Odsherred.
Her var en 45-årig kvinde blevet opsøgt i sit hjem og stukket med kniv, så hun pådrog sig alvorlige skader.
Kvinden blev med ambulance bragt til akut behandling, men hendes liv stod ikke til at redde, og hun afgik ved døden kort tid efter.
En 55-årig mand, som kvinden havde en nær relation til, blev kl. 08.57 anholdt på en adresse i nærheden. Han blev sigtet for drabet og vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
- Vi kunne hurtigt skride til anholdelse af en mistænkt, og nu arbejder vi videre med efterforskningen i denne meget alvorlige sag. Vi har ingen yderligere kommentarer i sagen på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør, Lars Krogsgaard.
Den sigtede vil blive fremstillet i et grundlovsforhør onsdag morgen klokken 08.30 ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling.
Se video:
Video: Presse-fotos.dk