Politiet i Essex blev lørdag eftermiddag kaldt ud til en gade i byen Jaywick i det sydøstlige England. Her fandt de en kvinde alvorligt kvæstet, efter at to hunde havde angrebet hende. Det fortæller Sky News.
Kvinden blev senere erklæret død som følge af sine kvæstelser, og de to hunde blev af sikkerhedsgrunde aflivet på stedet.
Hundenes ejer, en 39-årig mand, blev senere arresteret. Poitiet har ikke oplyst, hvilken race, der var tale om, men kvindens familie oplyser til BBC, at overfaldet skete uden for huset, hvor der angiveligt befandt sig otte hunde af racen American Bully XL.
- Mine tanker går til familien til den kvinde, som døde i går. Hændelsen var et stort chok for hele byen, og jeg forstår deres bekymring, lød det søndag fra politichefen Glen Pavelin.
Hændelsen skete bare få dage efter, at et forbud mod kamphunden American Bully XL blev indført i England og Wales, efter en række angreb andre steder i landet.
Loven gør det ulovligt at eje en American Bully med mindre man får en undtagelse, ligesom registrerede hunde af typen skal holdes i snor og have mundkurv på i offentligheden.