En 39-årig kvinde fra Århus Nord fik i går ni måneders ubetinget fængsel for tre tilfælde af vold ¿ de to af tilfældene af særlig grov karakter.
Kvinden, der er kontanthjælpsmodtager, havde 22. januar haft en våd aften i byen med sin daværende kæreste og et par veninder. Da kæresten kyssede en anden kvinde i nakken, startede et skænderi, som fortsatte, da det stærkt berusede par vendte tilbage til kvindens lejlighed.
Låste sig inde
Under diskussionen tog kvinden på et tidspunkt en køkkenrulleholder af træ og slog sin kæreste flere gange i hovedet med den.
Kvindens tiårige datter, der blev vækket af larmen, prøvede at stille sig imellem. En fælles bekendt, der havde passet datteren, fik vristet køkkenrulleholderen ud af hånden på den stærkt ophidsede kvinde. Den 39-årige knuste en ølflaske i hovedet på vennen, der faldt til gulvet, hvor han for en kort stund mistede bevidstheden.
Hun tog derefter en køkkenkniv og jog den i skulderen på kæresten, der var på vej væk. Da han vendte sig om for at værge for sig, blev han skåret i hånden. Han flygtede ind i soveværelset og lukkede døren. Kvinden vendte sig derpå mod sin datter og vennen, som løb ind på badeværelset og låste døren.
Kæresten fik til sidst overmandet kvinden og slog hende utallige gange i baghovedet for at få hende til at slippe kniven. To naboer havde i mellemtiden tilkaldt politiet, og kort tid efter ankom de og anholdt kvinden.
Huskede intet
Flere af sagens vidner beskrev parrets forhold som ret turbulent og præget af jalousi fra begge parter.
Kæresten selv indrømmede at have slået kvinden ved tidligere lejligheder samt ved et enkelt tilfælde at have taget kvælertag på hende, men påstod, at det altid var kvinden, der startede volden. Forsvareren hævdede, at kvinden ¿ i lyset af de tidligere voldelige episoder samt det faktum, at kvinden, da hun blev anholdt, havde utallige blå mærker på kroppen ¿ måtte have handlet i nødværge. Det mente retten ikke var tilfældet, men den gav dog forsvaret ret i, at vold udført med en køkkenrulleholder ikke kan betegnes som vold af særlig grov karakter.
Den dømte udbad sig betænkningstid til, hvorvidt hun ønskede at anke dommen. Da hun allerede havde siddet varetægtsfængslet i to måneder, blev hun løsladt, indtil afsoningen skal finde sted.