Politiet håber på hjælp fra borgerne til at få fanget en mand, der tidligt søndag morgen voldtog en kvinde midt i Aarhus.
Offeret fik nemlig slået manden, så han fik en kraftig flænge på underlæben.
Manden, der er mellem 18 og 23 år, beskrives for at have et mellemøstligt udseende og være almindelig af bygning.
Han er klippet med en såkaldt army cut-frisure og var iført mørkt tøj.
Voldtægten er sket ved fem-tiden på offerets privat bopæl, som politiet derfor ikke ønsker at oplyse. Der er tale om en yngre kvinde.
- De kender ikke hinanden i forvejen, siger vagtchef Thomas Hinge.
Politiet håber nu på henvendelser om den yngre mand.
/ritzau/