Roskilde er ikke kun sol, øl og god musik i disse dage. For en 24-årig kvinde blev årets festival en forfærdelig oplevelse. Hun blev nemlig bedøvet med euforiserende stoffer og voldtaget natten til torsdag.
Kvinden, der er fra England, har forklaret, at hun vågnede op på teltpladsen uden trusser og bh, og hendes nederdel sad ifølge hende selv forkert.
"Vi har efterforsket sagen siden torsdag formiddag. Kvinden er nu blevet undersøgt på hospitalet, hvor undersøgelserne har underbygget hendes historie," forklarer pressetalsmand Jan Lauritzen ved Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Blodprøver skal nu vise, hvilket stof kvinden er blevet bedøvet med. Men politiet vil gerne i kontakt med folk, som har set eller hørt noget.
"Vi kan ikke sige meget mere nu. Vi har ingen mistænkte, men vil selvfølgelig meget gerne høre fra folk, hvis de ved noget. Men dette er også en anledning til at minde folk om, at man altså stadig skal passe på med at stille sin drink fra sig - selvom man er til festival," siger Jan Lauritzen.
Det er den anden voldtægtssag på årets festival.