Britisk politi har sigtet en 36-årig kvinde i London for at være medlem af Islamisk Stat og for aktivt at have forberedt et angreb, hvor hun ville placere bomber i Saint Paul's Cathedral og på et hotel i den britiske hovedstad.
Det skriver avisen The Daily Mail.
Kvinden, Safiyya Amira Shaikh, er blevet varetægtsfængslet frem til den 1. november, hvor hun igen skal stå over for en dommer i Old Bailey.
Den sigtede havde ifølge myndighederne planer om "terroranslag" mellem august og oktober i år. Hun skal til dels have forberedt angreb ved blandt andet at tage kontakt til personer, som hun mente kunne skaffe hende sprængstoffer.
Hendes forberedelser bestod også i at tage til London og indkvartere sig på et hotel for at foretage rekognosceringer af forskellige bygninger.
Ifølge sigtelserne har kvinden noteret, at et hotel var velegnet til et bombeanslag, og hun besøgte Saint Paul's Cathedral for at foretage opmålinger.
Hun er også sigtet for at have forberedt en edserklæring om troskab over for Islamisk Stat.
/ritzau/