Efter en voldsom brand i fire lastbiler i udkanten af Næstved har politiet anholdt en 26-årig kvinde.
Spørgsmålet er nu, om kvinden kan sættes i forbindelse med flere andre brande, der på det seneste har hærget i området.
- Vi er ved at danne os et overblik. Nu skal vi lige samle trådene, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
Det var ved fire-tiden onsdag morgen, at de fire lastbiler udbrændte hos firmaet Palles Fragt og Autokraner i Stenstrup.
Gode vidneforklaringer førte politiet frem til den 26-årige kvinde, der opholdt sig i en lejlighed et stykke derfra.
Hun vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag.
Natten til søndag var det en stak tækkerør i den sydlige del af byen, der udbrændte, og tidligere er også et større antal personbiler og et stråtækt sommerhus blevet flammernes bytte.
En 45-årige kvinde blev tirsdag anholdt for at have påsat en brand i et kolonihavehus i Næstved, men den sag mener politiet indtil videre ikke har forbindelse til andre brande.
/ritzau/