I Kvickly i Holstebro går de og venter på, at en vinder af en million kroner henvender sig. Det er nu to uger siden, at gevinsten blev udløst i Lotto, men endnu har ingen henvendt sig.
- Jeg håber ikke, at der er tale om én, der bare har krøllet sin kupon sammen og smidt den ud.
Det siger varehuschef Martin Sandbjerg Nymand til Dagbladet Holstebro og tilføjer, at det også kan være en kunde som samler kuponer sammen over længere tid.
Der er ikke anden gevinst på kuponen, som er er købt til lørdagsudtrækningen 23. september og som den ene af to gevinster på to ekstra millioner kroner, som er trukket ud blandt alle lottokuponer den pågældende dag.
Der kan være så meget
Vinderen har et år til at sikre sig præmien og pressechef hos Danske Spil, Marie Grabow Westergaard, fortæller til avisen, at Danske Spil ofte oplever, at folk ikke melder sig med det samme.
- Det sker "normalt" indenfor et par dage, men cirka en femtedel tager tre-seks uger, før vi hører noget. Nogle gange er folk ude og rejse. Nogle gange har de købt en flere-ugers-kupon og tjekker den kun, når den er "udløbet". Så der kan være så meget, siger Marie Grabow Westergaard.
Bliver gevinsten ikke afhentet, går pengene tilbage i puljen.
12 millioner uden ejer
Det er ikke første gang, at en vinder i Holstebro ikke henter en gevinst af de helt store, skriver avisen.
I 2011 blev der i Joker trukket 12.021.335 kroner. Pengene blev aldrig hentet, og det er den største uafhentede gevinst i Lottospillets historie.