Stormen Per efterlod mandag morgen tusindvis af svenskere uden strøm og telefonforbindelse. Ifølge SVT var 226.000 svenskere uden strøm tidligt mandag morgen, mens 44.700 telefoner ikke virkede.
»Takket være kaminen klarer vi os. Og så har vi kommunalt vand, selvom det er koldt,« siger en mørklagt svensker fra Bråland, Lennart Gustafsson, til Aftonbladet.
Elselskabet Eon sendte klokken fem om morgenen 1.500 teknikere ud for at reparere ledninger, og senere på dagen vil helikoptere flyve over strømnettet for at kortlægge samtlige skader. Ifølge Eon kan det tage mange dage, før alle skaderne er udbedret.
Stormen dræbte tre svenskere på sin vej og er nu fortsat østpå.
Togtafikken i Sverige er atter åben efter søndagens storm, men de svenske statsbaner advarer om store forsinkelser. Fly- og færgetrafikken fungerer som normalt.