Der lød et ramaskrig blandt flere offentligt ansatte, da Skatteministeriet i midten af januar fik medhold i, at det er i orden at inddrage de ansattes såkaldte ‘kutymefridage’.
Ordet kutyme betyder oprindeligt ’vane’ eller ’skik’.
Betegnelsen ’kutymefridage’ har været brugt om 5. juni, 24. december og 31. december, der for blandt andet medarbejderne i SKAT og det tidligere Social-og Indenrigsministeriet har været arbejdsgiverbetalte fridage. Men også om dage med eget bryllup og flytning har været kutyme at få fri på.
Dagene står ikke nedskrevet i overenskomsten, men har eksisteret i næsten 30 år.
I en voldgiftssag anlagt af akademikerne fik SKAT den 20. januar 2017 medhold i, at man kan inddrage de ansattes fridage, hvilket betyder, at medarbejderne i stedet skal bruge almindelige feriedage eller overarbejde. Da SKAT er lukket de pågældende dage, kan de ikke vælge at gå på arbejde.
Akademikerne har argumenteret for, at fridagene kun kunne opsiges med en ny overenskomst, samt at en inddragelse kun ville skabe demotiverede medarbejdere og ikke sandsynligvis en øget produktivitet. Foreningen har regnet ud, at de tre sløjfede fridage svarer til en besparelse for SKAT på over 7.000 kr. pr. akademiker.
Allerede i december sendte CFU – en paraplyorganisation, der varetager tæt på alle statsansattes interesser – et åbent brev til Sophie Løhde, hvor de på flere områder afbrød samarbejdet med den nye minister for offentlig innovation. Det skete på baggrund af hvad de kalder en “uaccebtabel arbejdsgiveradfærd”.
D. 11 januar forsvarede ministeren så i et samråd de arbejdsgivere, der har inddraget fridagene, og sagde, at det er op til de lokale ledelser at tage stilling.
Umiddelbart efter kom afgørelsen, der nu åbner op for, at andre offentlige arbejdsgivere kan vælge at inddrage de betalte feriedage, som før var kutyme.
I første omgang berører afgørelsen SKAT og Spillemyndigheden samt det tidligere Social- og Indenrigsministeriet, som tæller store institutioner som Statsforvaltningen, Danmarks Statistik, Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.