Han er en hellig kriger. Send ham hjem til Somalia.
Sådan lyder meldingen fra Muhammed-tegner Kurt Westergaard til de danske myndigheder om den 29-årige dansk-somalier, der nytårsdag sidste år angreb ham med en økse.
"Jeg mener helt sikkert, han skal udvises. Vi bør ikke have den slags mennesker i landet, selvom jeg ikke tror, at han kommer til at udgøre en trussel for min sikkerhed," siger Kurt Westergaard til Newspaq.
Tegneren fik torsdag bekræftet af retten i Aarhus, hvad han hele tiden har vidst; økseangrebet var terrorisme, ikke et almindeligt overfald.
"Jeg har altid opfattet ham som en terrorist. En hellig kriger, der trænger ind og vil slå mig ihjel samtidig med, at han udstøder trusler og hamrer løs på sikkerhedsruden med sin store økse," fortæller han.
Somalia er imidlertid plaget af uro, og Kurt Westergaard frygter, at den 29-årige får tålt ophold i Danmark, så han slipper for at rejse. Det drejer sig dog ikke om hævn, slår han fast.
"Det er meget tilfredsstillende, at han nu er dømt for terror, men det har ikke noget med hævngerrighed at gøre. Jeg forstår, hvorfor en mand som ham bliver terrorist, men det er selvfølgelig stadig uacceptabelt, og han må selvfølgelig straffes," forklarer han.
Anklageren har krævet 12 års fængsel og udvisning af Danmark.
Hvor lang tid dansk-somalieren får, bliver bestemt af retten i Aarhus fredag. Det vil her stå klart, om straffen er hård nok til at udvise den 29-årige. Hvorvidt han reelt bliver udvist kommer først frem senere.